Mand i Nuuk tiltalt for børnepornografi
I dag skal Sermersooq Kredsret tage sig af en grum sag.
På anklagebænken sidder en mand tiltalt for, i december 2019, at være i besiddelse af 155 børnepornografiske billeder og ti filmsekvenser.
Det viser et anklageskrift, som KNR har søgt aktindsigt i.
Der er tre kategorier når det handler om børnepornografi.
Kategori 1 er billeder eller filmsekvenser af børn under 18 år, uden seksuel aktivitet, som for eksempel nøgenbilleder, hvor der ikke er andre på billedet, men med fokus på kønsdele eller seksuel berøring.
Den tiltalte mand er således tiltalt for at være i besiddelse af 64 billeder under kategori 1.
LÆS OGSÅ 33-årig mand skal 10 måneder i anstalt for omfattende børnepornoarkiv
Kategori 2 handler om billeder eller filmsekvenser af børn under 18 år, hvor der er flere aktører på materialet. Materialet kan vise samleje eller anden seksuel omgang.
Desuden kan materialet vise, at barnet rører ved sig selv eller bliver udsat for berøring af andre.
Den tiltalte er her tiltalt for at have 82 billeder af denne karakter.
Kategori 3 er fremstillinger af særligt grove seksuelle forhold, hvor der enten er billeder eller filmsekvenser af børn under 18 år, som bliver udsat for voldtægt, grov vold eller bliver truet.
I denne kategori kan der også fremstilles billeder eller video af, at barnets liv er i fare eller for alvorlig skade.
Manden er tiltalt for at have ni billeder i denne kategori.
Derudover er manden, som KNR ikke kender alderen på, tiltalt for at have ti filmsekvenser under kategori et og to.
Kræver betinget dom på 30 dage
I følge anklageskriftet har manden haft al materiale på tre harddiske.
KNR har forsøgt at få et interview med tiltaltes forsvarer, Ulrik Blidorf, men han ønsker ikke at udtale sig før sagens start.
Det er derfor uvist, hvorvidt manden erkender sig skyldig, eller nægter at have begået de ugerninger, han er anklaget for.
Anklagemyndigheden kræver, at manden skal have en betinget dom på 30 dage i anstalt.
Det betyder, at hvis manden ikke begår ny kriminalitet inden for et år, skal den tiltalte ikke i anstalt.
Med andre ord, skal der en ny dom til for, at udløse en eventuel dom om besiddelse af børnepornografi.
Derudover ønsker anklagemyndigheden materialet konfiskeret.