Tomme kølediske i Qeqertarsuaq: Vi savner mælk og pålæg
Der er meget is i Qeqertarsuaq for tiden, og man kan derfor ikke bare lige anløbe i byens havn. Skibene kan heller ikke komme med forsyninger til dagligvarebutikkerne.
Det er Retha Jerimiassen i Qeqertarsuaq meget træt af:
- Man kan ikke købe det, man har brug for. Der er ingenting. Kun æbler, som er blevet bløde. For os, der er allergikere, er der ikke noget. Det er alt for dårligt, siger Retha Jerimiassen.
Normalt forsøger forsyningsskibene at levere Qeqertarsuaq med frugter og kølevarer inden isen fryser til omkring byen, samtidig med, at skibene løbende kommer til, når isen tillader det.
Men i år har isen og kulden bidt sig fast ved Qeqertarsuaq. Derfor har der været færre skibe ved Qeqertarsuaq.
Det er dog et tilbagevendende problem, siger Rosa Marie Lyberth fra Qeqertarsuaq.
- Det er trist, fordi det har være sådan i mange år. Når det bliver sådan, så mangler vi altid noget til påsken. Der er godt nok kommet æg, men sådan noget som mælk, pålæg og andre kølevarer mangler vi. Og de varer, der er der nu, er dyre, siger Rosa Marie Lyberth.
Pilersuisoq har bestilt flere varer til vinterforsyning
Pilersuisoq forklarer, at man ved siden af skibsforsyningen, også leverer kølevarer med helikoptere. Men det er begrænset hvor meget helikopteren kan have med. Og det kan også betyde dyrere kølevarer, da det er dyrere at bringe kølevarerne med helikopteren end til havs.
- Vi bestiller friske varer med de ”røde skibe” til Qeqertarsuaq, og når det skib ikke når frem, er der selvfølgelig mangel på disse varer, skriver Brian Weuge Chemnitz i en skriftlig svar.
LÆS OGSÅ Brugseni Pisiffillu nioqqutissanik Qeqertarsuup Tunuanut timmisartukkut assartuititsisut
Desuden erkender virksomheden, at der også var mangel på varer sidste år:
- Det er korrekt at vi sidste forår havde udfordringer med bestillinger til Qeqertarsuaq. Dette skyldtes primært at vi ved overgangen til ny leverandør havde udfordringer med at bestille rigtigt, fordi vi ikke havde de samme historiske salgstal vi plejer at bruge, når vi bestilte varer. Dette problem er blevet løst, og der er bestilt flere varer end tidligere til vinterforsyningen.
Pilersuisoq tilføjer, at de sørger for at have langtidsholdbare varer i deres butikker.
Bestiller fra andre lande
Tilbage til Rosa Marie Lyberth, som savner mælk og pålæg, så tilføjer hun, at hun også savner tændstikker:
- Man kan ikke engang købe tændstikker. Når jeg kommer til andre byer, så bliver jeg overrasket over, hvor meget de har på hylderne, selv i de nærliggende byer, siger Rosa Marie Lyberth.
Og Retha Jerimiassen er endda så træt af de tomme kølediske, at hun bestiller uden om Pilersuisoq:
- Da der ikke er andet at gøre, så bestiller vi fra Danmark eller andre lande gennem vores søn, fordi der er så stor mangel på varer her, siger Retha Jerimiassen.