Medie: Færøerne vil modtage 200 ukrainske flygtninge
Det færøske parlament, Lagtinget, begyndte onsdag med at hastebehandle et forslag, som skal give ukrainske flygtninge opholdstilladelse på Færøerne i to år.
I første omgang er der tale om at give opholdstilladelse til 200 flygtninge.
Det skriver mediet Det Færøske Nyhedsbureau.
LÆS OGSÅ Færøerne støtter sanktioner mod Rusland
- De vil få de rettigheder, som vi færinger har, siger landsstyremand for erhverv, Magnus Rasmusen fra Sambandspartiet, til Kringvarp Føroya.
Han oplyser desuden, at de ukrainske flygtninge vil kunne få ydelser fra det offentlige, og at de vil blive opfattet som alle andre færøske borgere.
Mulighed for flere
Flygtningene vil få et P-tal, der er det færøske cpr-system. De kan begynde at arbejde med det samme, hvis de selv ønsker det og har ressourcer til det. Børnene kan komme i skole eller børnehave og kan benytte sundhedstilbud.
Røde Kors på Færøerne oplyser, at man har kendskab til 40 ukrainerne, som er kommet til øerne, siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil gå i Færøernes fodspor ind i Parisaftalen
Tallet 200 er nævnt specifikt i forslaget, fordi det er det antal, Færøerne vurderer at kunne håndtere. Antallet kan dog blive højere på et senere tidspunkt.
Det kommer til at koste 15,5 millioner kroner resten af året at tage imod flygtningene, skriver nyhedsbureauet.