Mindst 100 klimaaktivister anholdt i Amsterdams lufthavn
Over 100 klimaaktivister er anholdt i lufthavnen i Amsterdam, efter at de lørdag var trængt ind i et område, hvor flere privatfly holdt parkeret.
Det meddeler den hollandske tv-station NOS.
Aktivisterne satte sig rundt om flyenes hjul og blokerede i flere timer for, at privatflyene kunne lette.
Målet med aktionen var at stoppe flytrafikken for at minde om dens skadelige virkning på klimaet.
Aktionen var arrangeret af blandt andet Greenpeace.
Hollands regering fremlagde i juni planer for at begrænse antallet af passagerer i lufthavnen i Amsterdam til højst 440.000 om året. Det vil være omkring 11 procent færre end i 2019.
Årsagen er den luftforurening og belastning af klimaet, som flytrafikken er skyld i.
Men i sidste måned måtte Hollands transportminister erkende, at hans regering ikke kan kontrollere den stigende private flytrafik.
Lørdagens protester i den hollandske lufthavn kommer forud for det store klimatopmøde COP27, der indledes i Egypten i morgen.