Mobilbank og netbank hos en række banker fortsat ude af drift

Driftsudfald hos it-leverandør betyder, at netbank hos banker som Grønlandsbanken og Spar Nord er nede søndag.
Grønlandsbanken er også ramt af problemerne.
28. august 2022 12:32

Virksomheden BEC, der er it-leverandør til finanssektoren, er søndag ramt af et nedbrud.

Derfor er en række pengeinstitutter heriblandt Grønlandsbanken ramt af problemer.

På Grønlandsbankens hjemmeside står der, at det påvirker Netbank/Mobilbank, alle pengeautomater, Akiliut kort og MasterCard Debit. Bygdebank er også ramt af fejlen.

Kommunikationsdirektør i BEC, Jens Møller Nielsen, oplyser søndag formiddag til Ritzau, at problemet fortsat ikke er løst.

Udover Grønlandsbanken er omkring 25 danske pengeinstitutter heriblandt Nykredit, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank fortsat ramt af problemer.

BEC tør endnu ikke sætte en tidshorisont på, i forhold til hvornår virksomheden regner med at have lokaliseret og løst problemet.

Fejlen opstod efter en planlagt genstart af centrale systemer natten til søndag, oplyser Jens Møller Nielsen.