Naalakkersuisoq efter mistillid: Sagen er alvorlig

Atassut og Naleraq er temmelig utilfredse med, at Peter Olsen stadig er naalakkersuisoq på trods af at opoositionen stillede mistillid til ham i går.
Peter Olsen overlevede en mistillidserklæring fra opoositionen i Inatsisartut i går. Foto © : KNR
16. november 2022 12:36

- Naalakkersuisoq betragter sagen som alvorlig. Flere af de omtalte sager er sket, inden Peter Olsen blev naalakkersuisoq, og derfor er der brug for en granskning af sagen.

Det meddeler Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke i en mail til KNR dagen efter, at Demokraatit, Atassut og Naleraq stillede et mistillidsvotum til naalakkersuisoq Peter Olsen (Inuit Ataqatigiit).

Peter Olsen ønsker ikke at udtale sig her til formiddag. Ifølge departementet vil der blive sendt en pressemeddelelse ud i løbet af dagen.

Det blev – kort sagt – en højspændt dramatisk dag i Inatsisartut i går.

Ikke holdbart, siger Naleraq

Oppositionen, der ville af med Peter Olsen og derfor stillede et mistillidsvotum, sidder på ni pladser. De mener, at Peter Olsen er ansvarlig for, at der er brugt alt for mange penge på Campus Kujalleq i Qaqortoq. 

Koalitionen svarede tilbage med et afværgeforslag, som 21 fra Siumut og Inuit Ataqatigiit stemte for – og dermed bliver Peter Olsen siddende i naalakkersuisoq-kontoret.

LÆS OGSÅ Oppositionen stiller mistillid til Peter Olsen – koalitionen afværger

Og det er de ikke glade for hos oppositionen.

- Det er ikke holdbart for nogen naalakkersuisoq, at der har været et så stort forbrug, som der ikke er bevilget, siger Hans Enoksen fra Naleraq til KNR.

Han bliver bakket op af Atassuts formand.

- Det er naalakkersuisoqs pligt at være den første til at handle på et overforbrug og sige, at vi er nødt til forholde os til noget, som ikke er korrekt. Det skal ikke være Inatsisartut, som kommer og spørger, hvorfor han ikke har handlet, siger Aqqalu Jeremiassen til KNR.

Lønstigning og renovering

Grunden til, at Demokraatit, Atassut og Naleraq stillede mistillid til Peter Olsen er en budgetoverskridelse på millioner af kroner på Campus Kujalleq i Qaqortoq.

Det står der i en betænkning, som Revisionsudvalget har lavet – og Revisionsudvalget udtalte 4. november en såkaldt skærpet kritik af den manglende økonomiske styring af Campus Kujalleq.

Peter Olsen er som naalakkersuisoq for uddannelse den øverst politisk ansvarlige for forbruget af offenlige kroner på uddannelsesinstitutionen.

 

Foto © : Google Streetview

Campus Kujalleq i Qaqortoq. Foto: Google Streetview

 

Alene sidste år blev budgettet overskredet med 27 procent. I 2020 lød overskridelsen på 23 procent.

Grunden til, at økonomien er skredet i 2021, er lønstigninger til ansatte på GUX. Det er sket på grund af nye overenskomster.

Derudover har der været ekstra omkostninger på bygninger og forbedring af brandsikkerheden, fremgår det af en ledelsesberetning for 2020.

Der har været behov for at ansætte flere undervisere, og det har medført store flytteomkostninger og ekstra udgifter til efteruddannelse.

Campus Kujalleq har desuden fået regninger fra Nukissiorfiit og kommunen, der hører til tidligere år, oplyser tidligere forstander, Henrik Ebbe Nielsen, i en regnskabsforklaring for 2020.

 

Økonomien hos Campus Kujalleq 

 

2021:

  • Bevilling til Campus Kujalleq i 2021: 16.834.000  kroner
  • Forbrug i 2021: 21.408.000 kroner
  • Overskridelse af budgettet: 4.574.000 kroner - svarende til 27 procent

 

2020:

  • Bevilling til Campus Kujalleq i 2020: 16.834.000 kroner
  • Forbrug i 2020: 20.715.000 kroner
  • Overskridelse af budgettet: 3.881.000 kroner - svarende til 23 procent

 

2019:

  • Bevilling til Campus Kujalleq i 2019: 16.257.000 kroner
  • Forbrug i 2019: 16.257.000 kroner
  • Overskridelse af budgettet: 0 kroner / 0 procent