Naalakkersuisut vil nedlægge nationalt olieselskab

Hvis forslaget bliver godkendt, driver Selvstyret ikke længere forretning med efterforskning og udvinding af olie i Grønland.
Boreplatform i grønlandsk farvand. Foto: KNR
13. oktober 2022 10:51

Det selvstyreejede olieselskab Nunaoil A/S skal droppes, hvis det står til Naalakkersuisut.

Det skriver de i et lovforslag.

Det skyldes, at Grønlands oliestrategi og den fremtidige efterforskning for olie i Grønland allerede stoppede den 24. juni 2021. Og det er netop det, som Nunaoil A/S beskæftiger sig med. Og derfor er der ifølge Naalakkersuisut ingen grund til at selskabet fortsætter i sin nuværende form.

Kulbrintetilladelser kort fortalt
 

En kulbrintetilladelse er en licens, der gives til eksterne selskaber, som vil efterforske og udvinde potentielle kulbrinter såsom olie og gas.

Helt konkret betyder det, at Nunaoil A/S ikke længere må beskæftige sig med kulbrintetilladelser direkte. Og dermed er det slut med al efterforskning og udvinding af olie i Grønland.

Forslaget blev behandlet første gang til efterårssamlingen den 29. september. Her var alle partierne i Inatsisartut enige om, at selskabet ikke bør fortsætte.

Den 20. oktober skal Inatsisartut endnu engang behandle lovforslaget.

Naalakkersuisut forventer ikke, at ophævelsen medfører nogen former for konsekvenser, da selskabets arbejde praktisk set allerede er bremset.

Fremtiden er bæredygtig

Beslutningen om at standse oliestrategien og efterforskningen efter olie blev blandt andet taget for at tage hensyn til naturen, fangst og fiskeri. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Naalakkersuisut fra den 15. juli 2021:

- Det vil påvirke vores natur og miljø negativt. Det kan påvirke fiskeriet negativt og det vil bidrage til en forværring af den globale klimakrise, skrev Naaja H. Nathianelsen, der dengang var Naalakkersuisoq for råstoffer, i pressemeddelelsen.

- Naalakkersuisut har vurderet at de miljømæssige konsekvenser ved olieefterforskning og olieudvinding er for store.

I stedet bør man kigge efter vedvarende energikilder som for eksempel vandkraft.

- Fremtiden ligger ikke i olie. Fremtiden tilhører den vedvarende energi, og hvad det angår har vi meget mere at vinde.

Den 11. november 2021 blev Grønland del af en global alliance, der har til formål at udfase produktionen af olie af gas.

Alliancen hedder BOGA (Beyond Oil and Gas Alliance) og blev præsenteret ved FN’s klimatopmøde COP26 sidste år.

I en pressemeddelelse fortalte Naalakkersuisoq for landbrug, selvforsyning, energi og miljø, Kalistat Lund (IA):

- Klimaforandringerne sker i vores baghave, og forandringerne er mærkbare. For Grønland er BOGA-initiativet et stærkt signal om at prioritere vedvarende energi i stedet for at fortsætte med at bruge de energikilder, som vi ved, skaber problemerne.