Royal Run: Nuummiut fik kongelige kilometer i benene

Mandag lagde Nuuk asfalt til Grønlands første udgave af Kronprins Frederiks familieløb Royal Run.
Kommuneqarfik Sermersooq havde arrangeret Royal Run i Nuuk mandag, hvor over 1.000 deltog. Foto © : KNR
06. juni 2022 19:13

Mere end tusind par løbesko blev i dag snøret i Nuuk for at være med i Royal Run. 

Det er første gang, det kongelige motionsløb finder sted her i landet.

Og det ville 26-årige Niels Christian Mathæussen ikke gå glip af: 

- Jeg deltager for fornøjelsens skyld. Jeg begyndte på at løbetræne forrige år, og siden da har jeg deltaget i alle løbearrangementer i byen, siger han.  

 

Jens Kristian Mathæussen roayl run Foto © : KNR

Niels Christian Mathæussen løb med i Royal Run i Nuuk mandag. Foto: KNR

 

For Grete Street på 66 år handler det om fællesskab. 

-  Jeg er først og fremmest med på grund af det sammenhold, der i løbet. Jeg spadserer mest og dyrker ikke så meget løb til hverdag, siger hun. 

 

Foto © : KNR

Grete Street fra Ilulissat snuppede fem kilometer-ruten. Foto: KNR

41-årige Troels Friis  fortæller, at han egentlig ikke havde planer om at være med i Royal Run. 

- Det er min kone, der har meldt os til. Jeg skulle egentlig have lavet båd. Så sådan er det. 

Hvordan blev du overtalt? 

- Det var dagen, vejret, solen. 

 

Pinsesolen fik Troels Friis overtalt til at deltage i Royal Run. Foto: KNR

Kaja løb med Kronprinsen

Der var ikke nogen fra den kongelige familie at finde på ruterne i Nuuk i dag.  

Men 22-årige Kaja Berthelsen Mikaelsen, der studerer jura og er aktiv i den grønlandske studenterforening Avalak, løb side om side med Kronprins Frederik, da startskuddet til Royal Run lød i Aarhus. 

- Vi var tre grupper fra forskellige foreninger, der skulle starte sammen med ham. Så han var helt ovre ved os og snakkede med os. Det var rigtig dejligt, siger hun. 

 

Foto © : Avalak

Kaja Berthelsen Mikaelsen fulgtes ad med Kronprins Frederik ved Royal Run i Aarhus. Foto: Avalak

 

Inden løbet gik i gang, viste Avalak forskellige discipliner fra inuit games til kronprinsen, som også var interesseret i at høre om grønlandske studerendes studieliv. 

- Han var meget interesseret i at høre, hvordan vi unge grønlandske studerende, der bor her i Aarhus, trives. Han spurgte også til, hvordan vi kommer hjem hvert år, så jeg fortalte ham lidt om vores særydelser og feriefrirejser. 

Snakken sluttede, da løbet gik i gang. For da var der fart på prinsen: 

- Han løb rigtigt stærkt og hurtigt frem. Jeg var personligt lidt mere forpustet og var lidt mere bagud, siger Kaja Berthelsen Mikaelsen og griner.  

Royal Run blev afholdt første gang i 2018 i Danmark i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.

Det skulle have været afholdt i Grønland for første gang i 2020 - men det blev aflyst på grund af corona, og det gjorde også sidste år. 

I Danmark foregik Royal Run i dag i seks byer, og næsten 92.000 deltog.