Nuummiut om nytårsaften: Vi bliver færre til festen end normalt
Hold ikke nogen stor nytårsfest.
Det var budskabet fra landslæge Henrik L. Hansen i tirsdags.
- Vi opfordrer til, at middagsselskaber bliver blandt personer, man i forvejen omgås og i øvrigt begrænses mest muligt, sagde han til KNR.
Nytår med krudt i corona
Smitten med coronavirus løber stærkt her i årets sidste dage.
Situationen har dog endnu ikke ført til indførelse af flere restriktioner.
Men Naalakkersuisut og Landslægeembedet er enige om følgende anbefaling:
- Hold kun nytårsfest med folk i din husstand og med folk, du omgås til daglig.
I går bakkede Kirsten Fencker (Naleraq), der er naalakkersuisoq for sundhed, ham op:
- Jeg er enig. Lige nu er tiden ikke inde til at samles med mange andre mennesker. Vi anbefaler, at man så vidt muligt undgår at samles og holder afstand. Man kan være sammen med få personer, som man i forvejen omgås med eller holde sig til sin husstand, sagde hun til KNR.
Stille nytårsaften
Årsagen er selvfølgelig coronasmitten, som bare bliver ved – her i slutningen af december krøb det antallet af nye smittede op på over 60 og 70 om dagen.
Og de nuummiut, som KNR mødte foran Brættet i går, har lyttet til anbefalingerne om en stille nytårsaften.
- Alt er så usikkert i år på grund af corona, at man ikke rigtigt kan planlægge noget, siger Niels Olsen.
LÆS OGSÅ Nyt gå-i-byen-sted åbner nytårsaften: Jeg synes, vi er meget ansvarsfulde, når det gælder corona
- Vi bliver færre end normalt. Og vi besøgte heller ikke familien til jul på grund af corona. Vi passer meget på.
Hjemme hos Johannes Lindenhann er der heller ingen stor fest.
- Jeg skal fejre nytår med min partner, min søn og min mor. Vi er meget påpasselige på grund af corona. Vi plejer at samles hele familien, og nogle gange har vi også holdt nytår med vennerne, siger han.
Vi skal nok bare være tre
Heller ikke Ove Rønning inviterer til kalas.
- Vi skulle have været samlet i familien, men vi gør det nok ikke alligevel. Det er på grund af corona. Jeg tror kun, at vi skal være tre. Andre gør det på samme måde, så det må være sådan. Det er andet år i træk, at vi har udfordringer med at samles – og det skyldes selvfølgelig, at vi er påpasselige, siger han.
Også i Danmark anbefaler sundhedsmyndighederne, at nytårsfesten bliver holdt på et minimum.
Dernede rammer antallet af smittede i dag det næsthøjeste, der er registreret under epidemien på et døgn: 21.403 er smittede.