Ny regering: Store Bededag skal muligvis afskaffes
Danmark skal fra 2030 bruge to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar og sikkerhed.
Det siger fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde på Marienborg, hvor regeringsgrundlaget mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne præsenteres.
Det svarer til knap 4,5 milliarder kroner. Og det kommer til at koste en helligdag.
LÆS OGSÅ Mette Frederiksen går i regering med Venstre og Moderaterne
- Danskerne bidrager til styrkelsen af vores fælles sikkerhed ved afskaffelsen af en helligdag, lyder i regeringsgrundlaget med henvisning til, at en helligdag skal afskaffes som fridag.
Det bliver "givetvis" store bededag, oplyser Mette Frederiksen.
Forsvarsforbehold afskaffet
I marts indgik Socialdemokratiet, Venstre, SF, De Radikale og De Konservative en politisk aftale, der fik navnet Det Nationale Kompromis.
Aftalen, som blev indgået kort tid efter Ruslands invasion af Ukraine, betød, at det skulle være en bunden opgave at sikre, at Danmarks udgifter til forsvar og sikkerhed blev løftet varigt til to procent af bruttonationalproduktet (bnp) inden udgangen af 2033.
LÆS OGSÅ Løkke: Altid dejligt når ens drøm går i opfyldelse
1. juni valgte et flertal af danskerne at afskaffe forsvarsforbeholdet ved en folkeafstemning, og af regeringsgrundlaget fremgår det, at det har givet nye muligheder.
- Som en del af det nye forsvarsforlig ønsker regeringen blandt andet at styrke værnepligten og at sikre mere ligestilling mellem mænd og kvinder.
- Vi vil styrke forskning i for eksempel cybersikkerhed i samfundet og fortsat grøn omstilling af forsvaret, står der i regeringsgrundlaget.