Nye procedurer på vej i Samarbejdspartiet
Det var ikke kun Tillie Martinussen, der blev valgt som formand, da Samarbejdspartiet søndag holdt landsmøde. Partiets årsregnskab og efterhånden omdiskuterede udgifter blev også vendt.
Og partiets procedurer for at godkende partiudgifter ser ud til at blive ændret efter landsmødet.
- Den nye bestyrelse går i arbejdstøjet, og vi begynder at lave både procedurer og handlingsplaner for alt, hvad der foregår i partiet, så alle ved, hvad der sker, og hvorfor det sker.
Sådan siger medlem af partiets hovedbestyrelse, Kim Lyberth, i kølvandet på landsmødet.
LÆS OGSÅ Landsmøde i Samarbejdspartiet: Tillie Martinussen er valgt til formand
Han forholder sig til spørgsmålet om, hvorvidt den seneste tids debat om partiets udgifter har fået partiet til at ændre på retningslinjerne for at godkende udgifter.
- Der er ikke kommet nogen ændringer endnu. Det er den nye bestyrelse, der nu skal begynde at sætte det sammen med de input, vi har fået på landsmødet, siger Kim Lyberth.
Samarbejdspartiets sammensætning efter landsmødet:
Formand: Tillie Martinussen
Hovedbestyrelsen: Tillie Martinussen, Kim Lyberth, Sofus Fenger Hove, Torben Ørting Jørgensen og Cecilie Jakobsen.
Hovedbestyrelsen vælger næstformand på det førstkommende hovedbestyrelsesmøde.
Samarbejdspartiets hovedbestyrelse har hidtil besluttet fra sag til sag, om en udgift er partirelateret eller ej. Det er sket ud fra en vurdering, om udgiften gavner partiet eller ej. Det oplyste Kim Lyberth til KNR i november.
Hovedbestyrelsen har ikke sat en dato for sit første møde i bestyrelsen, men det skal ifølge Kim Lyberth ske snarest muligt.
Intern strid i partiet
Forud for partiets landsmøde har partiets pengekasse været et centralt punkt i en intern strid i partiet, som for alvor brød ud i oktober.
En strid, hvor hovedbestyrelsens definition af en partirelateret udgift har fået flere nu ekskluderede medlemmer til at hamre i bordet.
LÆS OGSÅ Samarbejdspartiet ekskluderer fem medlemmer
De mener, at ledelsen har brugt partistøtten - og altså reelt skatteborgernes penge - til at betale for Tillie Martinussens privatudgifter.
For eksempel har partiet betalt for Tillie Martinussens flytning i år, der kostede cirka 14.000 kroner, og behandlinger for allergi på en laserklinik i Nuuk for 3.654 kroner sidste år.
Men Tillie Martinussen og hovedbestyrelsen har tidligere stået fast på, at de omtalte udgifter er partirelaterede og arbejdsrelaterede. De har altså afvist beskyldninger om, at partiet har betalt for Tillie Martinussens privatudgifter.
Lyberth: Vi har fuld opbakning
Og ifølge Kim Lyberth slog hovedbestyrelsen igen fast på gårsdagens landsmøde, at der ikke er noget at komme efter, og at budgettet for 2021 er blevet godkendt.
- Landsmødet har givet os den fulde opbakning til, at det vi har gjort, det er i orden. Regnskaber er godkendt, budgetter er godkendt, så vi ser fremad nu, og det er det, vi vil bruge vores tid på, siger han.
LÆS OGSÅ Flytning, allergi og stresscoach: Det handler striden i Samarbejdspartiet om
Landsmødet, som er det første af slagsen siden partiet blev dannet i 2018, var lukket for pressen.
Ifølge Kim Lyberth fordi hovedbestyrelsen først ville have landsmødet til at tage stilling til, om pressen er noget, partiet skal have med til et landsmøde.
KNR har forsøgt at få en kommentar fra partiets nyvalgte formand, Tillie Martinussen, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.