Opdagelse: Genvariant hos inuit øger risiko for virus
Flere mennesker i Grønland og andre inuit-samfund har svært ved at bekæmpe virusinfektioner. Ganske enkelt fordi genet, der skal nedkæmpe det, er svækket.
Det viser en ny opdagelse, som forskere fra Aarhus Universitet og Newcastle University i England har begået.
Den viser, at én ud af 1500 inuit har en medfødt fejl i arvemassen, som gør den særligt udsatte for virusinfektioner.
- Det er simpelthen fordi, de ikke kan lave et stof, der skal genkende kroppens immunsignaler og bekæmpe virusinfektioner, siger professor og overlæge i infektionssygdomme Trine Hyrup Mogensen fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet.
- De kan blive svært syge med levende, svækket vaccinationer som for eksempel den, vi bruger mod mæslinger, fåresyge og røde hunde. Og så har vi også fundet, at de er i øget risiko for at få et alvorligt forløb af covid-19 og influenza, siger hun til KNR.
Syg grønlandsk dreng med genvariant
Sidste år blev en alvorlig syg grønlandsk dreng på 22 måneder indlagt på Rigshospitalet i København. Lægerne forventede, at han led af meningitis eller tuberkulose, men ingen af delene viste sig at holde stik.
Efter at have kontaktet Trine Huryp Mogensen og hendes kolleger på Aarhus Universitet og forskere i England lå det klart, at drengen havde en fejl i genet IFNAR2.
På verdensplan er der ind til nu konstateret fem tilfælde blandt inuit med gen-varianten. Af dem er tre døde efter virusinfektioner.
Forskerne i Aarhus har lavet en kortlægning ud fra 4600 blodprøver fra grønlændere, som Københavns Universitet har i en biobank. Den viser kortlægningen, at især børn med gen-varianten kan blive alvorligt syge, hvis de bliver vaccineret med levende, svækket virus.
LÆS OGSÅ Efter to lange år: 191 har været indlagt med corona og 21 er døde
Det indgår blandt andet i børnevaccinationerne mod røde hunde, fåresyge og mæslinger, også kaldet MFR-vaccinen.
Derudover kan personer med gen-varianten have sværere ved at bekæmpe influenza og covid-19, fortæller Trine Hyrup Mogensen.
- Man har en meget markant immundefekt, som gør, at selv børn har stor risiko for at få gentagne infektioner for eksempel med covid-19 eller influenza. Det er ellers noget, som børn ikke får alvorlige infektioner og slet ikke dør af, siger hun.
Men der skal langt flere undersøgelser til, før forskerne kender det nøjagtige omfang af genvarianten.
Landslæge: Ingen grund til bekymring
Landslæge i Grønland, Henrik L. Hansen, maner dog til ro. Han understreger, at forskernes kortlægning beror på et meget spinkelt grundlag.
Og selv om man skulle have genvarianten, betyder det ikke nødvendigvis, at man også lettere bliver syg af vira.
Både Trine Hyrup Mogensen og landslægen anbefaler derfor, at man stadig lader sine børn vaccinere.
Risikoen for at et barn bliver alvorligt syg af røde hunde, mæslinger eller fåresyge er nemlig langt større end at blive alvorlig syg af vaccinationen, også med genvariationen.
LÆS OGSÅ Landslægen: Epidemien synger på sidste vers, men gør nok comeback i efteråret
- Pludselig at lade om på det og undlade at vaccinere børn med disse vacciner, vil få nogle meget, meget alvorlige konsekvenser, siger Henrik L. Hansen.
Han vurderer, at der er meget lang vej til en eventuel screening af nyfødte i Grønland for at finde gen-varianten. Det er nemlig forbundet med mange både etiske og økonomiske overvejelser at sætte det i gang.
Trine Hyrup Mogensen medgiver, at det er nødvendigt med blodprøver fra flere tusinde inuit for at klarlægge omfanget præcist. Men hun mener, at der allerede er grund til at overveje at lade nyfødte børn i Grønland screene for gen-varianten.
- Hvis det er korrekt, at den er så hyppig, som vores undersøgelser viser, synes jeg, det er etisk meget korrekt at screene, simpelthen fordi man kan redde menneskeliv, siger hun til KNR.