Otto spærrede 267 passagerer inde i Tuukkaq i fem timer
I fredags fejede stormen Otto hen over Danmark. Broer lukkede, færger lagde til kaj, togvogne holdt stille – og fly stod på jorden i lufthavnene.
Et af de fly var Air Greenlands Tuukkaq, hvor 267 passagerer var ombord. Da det landede i København om aftenen, måtte passagererne ikke gå ud. I fem timer sad de inde i flyet og ventede på, at stormen løjede af.
Det fortæller Arnajaraq Støvlbæk, der sad på et af de bagerste sæder.
- Det var en hård landing, siger hun.
- Vi fik at vide, at personalet ikke måtte åbne dørene i flyet på grund af stormen. Broer og trapper måtte heller ikke bruges til at tømme flyet.
- Det rystede. Det var ligesom at være oppe og flyve, selvom vi var på jorden.
Ifølge Arnajaraq Støvlbæk var der ingen optakt til ballade blandt passagerne.
- Stemningen var rolig, og folk var tålmodige. Vi ved jo godt, når vi rejser i Grønland, at vi kan blive ramt af vejret, siger hun.
- Der var dog ikke meget information ud over, at kaptajnen fortalte det, han fik at vide. Vi måtte bare være tålmodige.
Lufthavn åben trods Otto
Det var ingen hemmelighed, at stormen Otto ville blæse ind over Danmark, men Air Greenland og andre luftfartselskaber valgte alligevel at lande i Kastrup Lufthavn.
- I fredags havde vi fået besked fra Kastrup Lufthavn om, at lufthavnen var åben og kunne se, at flere fly landede planmæssigt. Lufthavnen havde ikke informeret os om, at vi ikke kunne køre en trappe til flyet af sikkerhedsmæssige årsager, siger Katja Vahl, der er kommunikations- og marketingsmanager i Air Greenland, til KNR.
- Forventningen var, at vinden ville løje af og trapper igen ville kunne anvendes. Det holdt dog ikke stik, og det kunne folkene i lufthavnen formentligt heller ikke have forudset.
- Vindstødene blev mod forventninger og prognoser ved med at stige i styrke til over 55 knob, og det er for kraftigt til, at der kan køres trapper til flyet forsvarligt. Det var en rigtig træls situation for de passagerer, der var ombord, men i den slags situationer kan vi kun følge de retningslinjer, som lufthavnen har.
Ifølge Ritzau endte ”flere fly” i samme situation. Vindstødene gjorde, at broer og trapper ikke kunne bruges til at tømme flyene for passagerer.
- Det var en vanskelig situation, og havde vi kunnet forudsige, at passagererne skulle blive så længe ombord, havde vi muligvis valgt en anden løsning, siger Katja Vahl.
Arnajaraq Støvlbæk kom først ud af flyet klokken 01.30 sammen med de andre passagerer. Og så meldte endnu et problem sig. Lufthavnens personale kunne nemlig ikke få bagagen ud af flyet og hen til transportbåndene.
Manglende bagage
Ifølge Ritzau tog ”en del” hjem fra lufthavnen uden deres kufferter fredag aften. Telegrambureauet oplyser dog ikke tal på bagageløse - og stormindespærrede passagerer.
- Der var kaos i lufthavnen. Der var folk over det hele. Jeg var naturligvis vildt træt, siger Arnajaraq Støvlbæk, der havde et hotelværelse at tage på.
- Jeg tror, at personalet gjorde, hvad de kunne, med de informationer, de fik.
Skulle passagerne til en anden by end København, så fik de deres bagage eftersendt til nærmeste lufthavn.
- Det var en svær og kedelig situation, men jeg synes at vi havde nogle meget tålmodige og tilpasningsorienterede rejsende som klarede situationen virkeligt flot. Dertil har Air Greenlands crew med de forudsætninger vi havde forsøgt at få det bedst mulige ud af situationen og bistå vores passagerer bedst muligt – det fortjener de også ros for.
Kastrup Lufthavn er i gang med en evaluering af episoden i fredags. Air Greenland vil blive orienteret om lufthavnens konklusioner.