Turistoperatør efter Visit Greenlands fyring af populær direktør: Jeg fatter ingenting
- Han ville gerne ud med billeder og information, så alle i verden kunne se, at Grønland eksisterer. Derfor er det ærgerligt, at han er blevet fyret. Der var ellers sat gang i mange gode ting i Grønland og udlandet.
Sådan siger Ole Zeeb Skifte, der ejer turistselskabet Maniitsoq Adventure Tours.
Ole Zeeb Skifte ved et sted tæt på Maniitsoq, som han ofte tager turister med ud til.
Foto: Privat
Ligesom flere andre i den grønlandske turistbranche undrer han sig over, at den tidligere direktør for Visit Greenland, Hjörtur Smárason, i slutningen af sidste måned blev fyret med øjeblikkelig virkning.
I en pressemeddelelse forklarer bestyrelsesformand i Visit Greenland, Anette Grønkjær Lings, fyringen af Hjörtur Smárason således:
- Bestyrelsen har valgt at prioritere ledende kræfter, som kan drive udviklingen. Desværre har man i bestyrelsen ikke haft tillid til, at det fokus er blevet prioriteret i ledelsen.
Ny direktør er Anne Nivíka Grødem, der indtil for nyligt var næstformand i Visit Greenland.
Men som flere kilder, som KNR har været i kontakt med, siger, så kunne timingen næsten ikke være værre.
I mere end to år har den grønlandske turisme været lammet på grund af corona, og nu, få måneder før højsæsonen for udenlandske gæster går i gang, så skifter Visit Greenland direktør.
Turismen skal ud på flere hænder i hele landet
I pressemeddelelsen fremgår det ikke, hvorfor bestyrelsen har mistet tilliden til den forhenværende direktør Hjörtur Smárason.
Der står dog, at Visit Greenland ønsker at fremme en bæredygtig udvikling af turismen i Grønland.
Spørger man Visit Greenland, så skal der fremover være større fokus på, at det grønlandske samfund får gavn af turismen, og at turismeerhvervet rundt om i landet skal udvikles og styrkes.
Og det er den opgave, man ikke har tillid til, at Hjörtur Smárason kan løfte.
Chok i turismeerhvervet
Ole Zeeb Skifte fra Maniitsoq Adventure Tours er et eksempel på en af dem, som Visit Greenland gerne vil gøre mere for i fremtiden.
Han er dog ærgerlig over, at Hjörtur Smárason nu er fyret.
- Jeg følte mig meget set af Hjörtur og Visit Greenland. De gav mig en god støtte, og jeg kunne spørge lidt til råds. Så det er ærgerligt, at han skulle fyres. Jeg havde store forhåbninger til de ting, som han satte i gang.
KNR har været i kontakt med mange små og mellemstore turistoperatører i Grønland, der ligesom Ole Zeeb Skifte undrer sig over fyringen af Hjörtur Smárason.
Mange af dem ønsker ikke at udtale sig offentligt, da de frygter, at det kan få konsekvenser for deres samarbejde med Visit Greenland.
Men en af dem, der alligevel har valgt at stille op til interview, er Pitsi Høegh, der er direktør i Greenland Sagalands i Qaqortoq.
Hun er tidligere bestyrelsesmedlem i Visit Greenland og var med til at ansætte Hjörtur Smárason.
- Med hensyn til fyringen, så synes jeg, at det var et kæmpe chok. Jeg fatter ingenting, lyder det fra Pitsi Høegh.
Ligesom mange andre i turismebranchen savner hun, at der kommer en begrundelse for, hvorfor den tidligere direktør skulle fyres.
- Der må være en dybereliggende årsag til, hvorfor han skulle ud af direktørposten. Man kan ikke bare sige, at der måske var uenigheder omkring bæredygtighed, for det rejser jo nye spørgsmål. Vi savner en forklaring, siger hun.
Hjörtur Smárason nåede at være direktør i Visit Greenland i lidt mere end et år.
Både Visit Greenland og Hjörtur Smárason har afvist at stille op til interview.