Paven siger undskyld i Canada: Kostskolerne var en katastrofe
Pave Frans er i Canada i seks dage, hvor han har givet en undskyldning til det oprindelige folk.
- Med skam beder jeg uforbeholdent om tilgivelse for alt det onde begået af så mange kristne mod det oprindelige folk, sagde pave Frans i en tale mandag.
Kostskolerne begyndte deres virke i 1831 og lukkede i 1996. Mere end 150.000 børn blev fjernet fra deres familier og sendt på kostskole.
På skolerne blev børn af oprindelige canadiere indskrevet med det formål, at de skulle vende deres egen kultur ryggen og tilegne sig vestlig kultur.
Stille bøn på kirkegården
Børnene blev i mange tilfælde med tvang separeret fra deres familier og led af fejlernæring. Nogle blev også udsat for fysiske og seksuelle overgreb.
- Undskyld, sagde den 85-årige pave i går fra sin kørestol.
I går ankom han til Maskwacis i provinsen Alberta. Stedet omfatter fire First Nations-reservater, den lukkede kostskole Ermineskin og en kirkegård.
Paven stoppede op i stille bøn på kirkegården, hvor forhenværende kostskoleelever er begravet.
Paven i bøn på kirkegården ved den lukkede kostskole Ermineskin. Foto: Scanpix
- Derfra kørte han til Maskwacis Stadion cirka 100 kilometer syd for Edmonton, hvor cirka 15.000 oprindelige folk var samlet sammen med Albertas høvdinge. De gjorde paven til æreshøvding, mens der blev trommet, siger Marianne Stenbæk, der er korrespondent for KNR i Canada.
Vrede og skam
Landets premierminister, Justin Trudeau, var der også.
- Jeg kommer her på en pilgrimsfærd i al ydmyghed, sagde paven. Alle børn skal behandles - med respekt og kærlighed. Jeg er dybt ked af, at kirker og kristne støttede kolonialismen og fik folk til at føle sig mindreværdige.
- Kostskolerne var en katastrofe, jeg kommer med vrede og skam i mit hjerte over det der skete. Jeg undskylder inderligt, sagde paven.
I september sidste år undskyldte sammenslutningen af biskopper i Canada for overgrebene, og mandag blev det altså pavens tur.
Tusindvis af børn menes at have mistet livet på de katolske kostskoler. Siden maj 2021 er der blevet fundet mere end 1300 umærkede grave nær de tidligere skoler i Canada. Det har været med til at lægge stort offentligt pres på den katolske kirke, som er blevet opfordret til at undskylde.
Folk venter på paven på Muskwa Park i Maskwacis. Foto: Scanpix