Politiet efterlyser to mænd efter røveri i Ilulissat
En taxachauffør blev udsat for røveri af to mænd i Ilulissat lørdag aften.
Grønlands Politi modtog anmeldelsen om røveriet omkring kl. 22. Det oplyser Grønlands Politi.
Politiet efterlyser to mænd i forbindelse med røveriet.
Den ene mand er i alderen 30 til 35 år. Han har grønlandsk udseende, er cirka 165 cm. høj, og er spinkel eller almindelig af kropsbygning. Han var iført en sort hue og mørk jakke.
Den anden mand er af grønlandsk udseende og er yngre end 30 år. Han var iført en blå jakke.
De to mistænkte mænd truede sig til taxachaufførens kontantbeholdning og flygtede derefter fra taxaen i byområdet ved Nammaarfik.
Taxachaufføren er rystet over hændelsen, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Søren Bendtsen.
Politiet kan ikke oplyse mere om hændelsen, da sagen efterforskes.
Politiet vil meget gerne kontaktes af eventuelle vidner eller personer, som har kendskab til hændelsen. Henvendelse kan rettes til Politiets Vagtcentral på tlf. +299 70 14 48.