Pressemøde klokken 14 om rekordhøjt smittetal  

Især i Nuuk er coronasmitten i vækst.
I går var der 604 smittede i hele landet – og det er første gang, at tallet sniger sig op på mere end 600. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Christine Hyldal
04. januar 2022 10:17

Landslæge Henrik L. Hansen, Múte B. Egede, der er formand for Naalakkersuisut og naalakkersuisoq for sundhed Kirsten Fencker holder pressemøde klokken 14 med en status på coronasituationen i Grønland. 

Aldrig har der været konstateret så mange smittede, som der er nu, og derfor er det ikke usandsynligt, at der kommer nye restriktioner i dag. 

LÆS OGSÅ Dagens coronatal: 320 nye smittede

I går var der 604 smittede i hele landet – og det er første gang, at tallet sniger sig op på mere end 600.

Kommuneqarfik Sermersooq og hovedstaden står for langt størstedelen af de smittede. 2. januar i Nuuk blev der fundet 158 positive blandt de 757 testede personer – og det svarer til, at 20,9 procent af de testede var positive. Ifølge Landslægeembedet viser meget klart, at udbruddet i Nuuk er i hastig vækst.

Også i Ittoqqortoormiit er smitten på vej opad, og i Qeqertarsuatsiaat er corona også i vækst. 

Det samme er tilfældet i Kangerlussuaq. 

Omikron er i Grønland

Regionssygehuset i Ilulissat delte i går en opdatering på Facebook om, at alle, der blev testet 3. januar, var smittede. Det er dog en sandhed med modifikationer ifølge landslæge Henrik L. Hansen. Han vurderer dog, at omikron-varianten også er nået til Ilulissat, siger han til sermitsiaq.ag.

Endnu er der ikke registreret omikron i Grønland, men landslægen vurderer, at varianten er her. 

LÆS OGSÅ Meningsmåling tager temperaturen på folks mening om corona-reglerne

- Vi er nu i den situation, hvor der ikke er nogen tvivl om, at den nye omikronvariant er kommet til Grønland, sagde han til KNR for en uge siden.

For smitten går så hurtigt i øjeblikket, at han føler sig sikker i sin sag: 

- Vi har sendt nogle af vores prøver til undersøgelse i Danmark. For den måde, som smitten spreder sig på nu, viser meget tydeligt, at vi har at gøre med noget, som er noget mere smitsomt end det, vi har set tidligere, forklarer han.

Restriktioner nogle steder

Restriktionerne lige nu er, at vi i hele landet skal vise coronapas, når vi skal på for eksempel bar og restaurant. 

I Nuuk, Qasigiannguit og Upernavik med tilhørende bygder og Kangerlussuaq skal alle på 12 år og derover bruge mundbind, når de er i for eksempel butikker og kører i bus og taxa.