RAL kan ikke komme igennem isen: Vi kan stadig ikke sejle til Diskobugten

RAL’s skibe kan ikke sejle igennem isen, der har bidt sig fast i vejen mellem Sisimiut og Aasiaat. Derfor sejlede skibet tilbage til Nuuk, og vil først forsøge igen om 14 dage, eller når isen tillader det.
- Isen har ikke bevæget sig ret meget, det vil sige, der er ikke åbnet op, således kan vi ikke komme op til Diskobugten, siger Niels Clemensen. Foto © : KNR
Skrevet af Andreas Wille
10. marts 2022 11:01

- Skibets vurdering var, at det ville være umuligt at komme igennem, sådan som isen ligger lige nu nord for Sisimiut og op mod Aasiaat.

Det siger Royal Arctic Lines kommercielle direktør, Niels Clemensen til KNR.

Skibet Mary Arctica, der er forsyningsskibet til Diskobugt, forsøgte at sejle nordpå fra Sisimiut, men måtte vende om og sejle til Nuuk i stedet.

Dermed fortsætter forsyningsmanglen i Nordgrønland, hvor flere butikker blandt andet mangler friske kølevarer. Kommunalbestyrelsesmedlem i Kommune Qeqertalik, Kristian Jeremiassen (IA) har desuden siden 20. februar bedt om hjælp fra Arktisk Kommando.

Han foreslår, at Forsvarets skibe kan hjælpe til med at bryde isen og få etableret en rute for RAL’s forsyningsskibe.

Ikke kritisk nok til at bede om hjælp

Det kan måske være svært at forstå, hvorfor skibet ikke kan anløbe til Diskobugt.

Havområdet omkring Diskobugten er stort, men satellitbillederne viser, at der ligger meget havis fra Sisimiut til Aasiaat.

På satellitbilledet nedenfor kan man se ud for Sisimiut og resten af kysten op mod Aasiaat er fyldt med is: 

 

Foto © : DMI

Foto: DMI

 

Og det er ikke første gang, at RAL’s forsyningsskibe måtte vende om, efter et forgæves forsøg på at sejle til Diskobugt. Mary Arctica forsøgte for 14 dage siden at bringe forsyning nordpå, men måtte også vende om.

- Isen har ikke bevæget sig ret meget, det vil sige, der er ikke åbnet op, således kan vi ikke komme op til Diskobugten, siger Niels Clemensen.

Men RAL vurderer ikke, at det blevet så kritisk, at man vil kontakte Arktisk Kommando om hjælp.

Rederiet forventer først, at deres skib, Mary Arctica, vil forsøge at sejle til Diskobugten igen om 14 dage. Men RAL vil også holde øje med, om isen vil åbne en vej nordpå.

- Lige så snart der er åbning, så laster vi skibet her i Nuuk, og så stikker vi snuden mod nord, siger Royal Arctic Lines kommercielle direktør, Niels Clemensen.

Han tilføjer, at Mary Arctica ikke er bygget til at bryde igennem havisen.