RALs tillidsrepræsentant om fyringer: Hvorfor ændre noget, der virker?
Medarbejderne i Royal Arctic Line i Aalborg er svært skuffede over deres nytårsgave, der er en fyreseddel.
Tillidsrepræsentanten, Frank Jensen, kan ikke forstå, hvorfor man stopper noget, der fungerer.
- Vi kan jo ikke forstå, hvorfor noget, der har fungeret i 50 år, skal flytte, siger Frank Jensen, der er tillidsrepræsentant for de cirka 100 af Royal Arctic Lines medarbejdere får en fyreseddel i begyndelsen af 2022.
LÆS OGSÅ Forhandlinger er stoppet mellem RAL og Aalborg Havn
På RALs hjemmeside fremgår det, at fyringerne vil ske i det første halvår af 2022.
Det sker, fordi rederiet lukker sin containerterminal, sit pakhus og værksted ned i Aalborg.
I stedet skal al gods mellem Danmark og Grønland fragtes fra Aarhus havn.
- Jamen, altså. Medarbejderne er selvfølgelig meget nedtrykte. Det er jo klart, fordi vi har jo haft mange medarbejdere. Grønlandshavnen har ligget i 50 år i Aalborg, og vi har rigtig mange medarbejdere, der har meget høj anciennitet.
- Flere medarbejdere har arbejdet i over 40 år på havnen, og det er jo klart, at det gør et naturligt indtryk, at deres livsgrundlag mere eller mindre bliver taget fra dem, siger Frank Jensen.
LÆS OGSÅ RAL: Farvel Aalborg 2022 og goddag verden
Royal Arctic Line og Port of Aalborg har haft en aftale, som udløber i udgangen af 2022.
Der har i flere år været forhandlinger mellem de to parter om, hvorvidt aftalen skulle forlænges.
Men det gør den altså ikke.
Nyttesløse forhandlinger
Selvom det har været vidst i lang tid, at aftalen ikke ville blive forlænget, var det først i sidste uge, at det kom frem, hvor mange medarbejdere fyringsrunden egentlig ville berøre.
I den danske lovgivning står der, at når en virksomhed varsler om en massefyring, så skal der forhandles.
- Ja, nu skal vi jo selvfølgelig i gang med nogle forhandlinger med virksomheden. Hvad de havde forestillet sig og hvad der skal ske med de medarbejdere, der nu engang er i Aalborg.
LÆS OGSÅ Vi har tilbudt RAL alt, der var muligt
- Altså, fagforeningen har vi jo et rigtig godt samarbejde med, så det er jo klart, der jo nok nogle medarbejdere, der skal have en lille smule efteruddannelse, siger han.
Men det er ikke forhandlinger, som Frank Jensen har store forventninger til.
- Vi kalder det forhandlinger, men jeg ved ikke hvor meget forhandling, der er i det, der skal ske. Men det vil de også bistå os i, siger Frank Jensen.