Rolig alkohol-genåbning i Qeqqata Kommunia: Værthusejer havde dørmænd klar

Efter to uger med lukkede værtshuse blev alkoholforbuddet i Qeqqata kommunia ophævet onsdag. Men genåbningen var ganske roligt, fortæller værtshusejerne i Qeqqata kommunia.
- Vi havde selvfølgelig regnet med, at der ville være noget ekstra at se til. Der blev udbetalt feriepenge for nylig, så vi havde dørmænd klar. Men det var det helt modsatte, der skete, siger Kukkukooq-ejeren. Foto © : Kukkukooq - Privatfoto
Skrevet af Karline Platou
04. februar 2022 11:28

Da klokken slog 10.00 onsdag, kunne folk i Qeqqata kommunia igen købe alkohol i butikker og på værtshuse, men genåbningen var ganske roligt, fortæller værtshusejerne i Maniitsoq og Sisimiut.

- Det var en ganske normal onsdag. Glade mennesker gik i byen, siger Hans Andersen, der ejer værtshuset Nattoralik Maniitsoq.

Og heller ikke i Sisimiut oplevede en værtshusejer, som KNR har talt med, at kunderne væltede ind:

- Der var i gennemsnittet cirka 35 til 40 kunder, vi må max lukke 50 mennesker ind plus personalet. Der var stille og roligt, og folk råbte og skreg ikke, de var glade, og de dansede lidt. De var også glade for at få en lille en til halsen, fortæller ejeren i det lille værtshus Kukkukooq, der ligger i Sisimiut, Anders Andersen.

For at inddæmme smitten af covid-19 i Qeqqata Kommunia, har salget af alkohol i hele kommunen været lukket siden 11. januar og to uger frem. Forbuddet blev siden hen forlænget en uge.

LÆS OGSÅ Værtshusejer i Sisimiut om alkoholforbud: Jeg forstår det ikke

Nu kan der altså hældes øl igen i værtshusene, og værtshusejerne havde da ellers også regnet med, at der ville være lidt mere travlt end normalt, når de åbnede for fadølshanerne:

- Vi havde selvfølgelig regnet med, at der ville være noget ekstra at se til. Der blev udbetalt feriepenge for nylig, så vi havde dørmænd klar. Men det var det helt modsatte, der skete, siger Kukkukooq-ejeren.

- Vi havde som sagt regnet med, at der vil være lidt flere, end der plejer, men omsætnings- og antalsmæssigt var det en ganske normal åbningsdag, siger Hans Andersen fra Maniitsoq.

Halvering af politiets opgaver

Der er fortsat alkoholforbud i Kommuneqarfik Sermersooq, Kommune Kujalleq og Kommune Qeqertalik. Alkoholforbuddet i disse kommuner udløber først på torsdag næste uge.

Det er borgmestrene i kommunerne der har ønsket alkoholforbuddet, og politiet har også anbefalet et forbud, fordi sidste weekend både bød på lønudbetaling, ferietillæg og pension. Og så ved enhver, at der er godt gang i byen. Det var det, politiet frygtede, for både sygehuse og ordensmagten selv er hårdt plaget af coronasygemeldinger.

LÆS OGSÅ Politiet i Qeqqata Kommunia står parate til genåbning af alkoholsalget

På torsdagens pressemøde fortalte politimester Bjørn Tegner Bay, at politiet har haft færre opgaver i forhold til samme periode sidste år.

- Der var markant færre sager, end vi er vant til, siger politimester Bjørn Tegner Bay. 

- Vi havde 207 opgaver i sidste weekend – det er cirka en halvering i forhold til samme weekend for et år siden. Antallet af husspektakler i private hjem var 10 i hele landet. Vi har undgået en lang række af alkoholrelaterede hændelser, og det løser en udfordring i forhold til corona her og nu.