Royal hæder til grønlandsk arkitekt
- Hun er en ildsjæl. Hun har ydet en imponerende indsats indenfor bevaringen af den grønlandske bygningsarv og har været med til at sikre, at de historiske bygninger kommer godt ind i fremtiden.
Sådan sagde Prins Joachim om Inge Bisgaards arbejde med at sikre den grønlandske kulturarv, da han overrakte Prins Henriks Europa Nostra Pris til arkitekt Inge Bisgaard.
Det var da også en stolt og glad prismodtager, som KNR fangede få dage efter hjemkomsten til Nuuk:
- Jeg har været meget alene med min faglighed her i landet, så det at få prisen er kæmpestort. Jeg forstår det stadig ikke rigtigt. Det er den mest fornemme pris, man kan få indenfor mit fag. Så nu ved jeg, at jeg har gjort det godt, og at der er nogle, der har lagt mærke til det, siger hun.
Til daglig arbejder hun på Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Grønlands Nationalmuseum & Arkiv).
Skal ikke sminkes med plastikoperationer
Kort sagt går Inge Bisgaards arbejde ud på at passe på de bevaringsværdige huse i Grønland, så de ikke mister deres historie.
Sætter man for eksempel et par vedligeholdelsesfrie plastikvinduer ind i landets ældste hus, Hans Egedes Hus i Kolonihavnen i Nuuk, så mister huset en del af sin fortælling, og fremtidige generationer får sværere ved at sætte sig ind i den tidsperiode, som huset stammer fra.
En fangsthytte bliver målt. Foto: Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Grønlands Nationalmuseum & Arkiv).
Derfor er det vigtigt, at vi passer på vores historiske bygninger, mener Inge Bisgaard:
- Bygningskulturen viser, hvem vi er. Vi efterlader os jo spor i huset, hvis vi passer godt på det. Skifter vi bare ud, så mister huset sin identitet og bliver ligegyldigt. Ligesom, hvis man får for mange plastikoperationer, så bliver man ikke smukkere af det, siger hun.
Inge Bisgaard har studeret den grønlandske byggeskik 4.500 år tilbage og frem til i dag.
Ifølge hende ser man tydeligt, hvordan erfaringer og traditioner er gået videre fra generation til generation, for eksempel når det kommer til, hvordan husene skal indrettes for at passe ind i det barske, kolde, arktiske klima.
De gamle bygninger fortæller vores historie
At huse kan fortælle en historie, kan man blandt andet opleve i Nordøstgrønland, hvor man finder omkring 350 bygninger, som knytter sig til ekspeditionstiden, hvor opdagelsesrejsende tog til Grønland for at kortlægge de sidste hvide pletter på verdenskortet.
Man finder også en lille norsk fangsthytte, der fungerede som grønlands første telegrafstation og efterladenskaber fra 2. Verdenskrig, der står fuldstændigt uberørte hen.
- Der ligger noget historie om radioforbindelse og kortlægning, som knytter sig til det, vi har i dag, siger Inge Bisgaard.
Bygning i Danmarkshavn i Grønlands Nationalpark. Foto: Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Grønlands Nationalmuseum & Arkiv).
Også i byerne og bygderne finder man huse, som fortæller en masse om Grønlands historie.
Inge Bisgaard fremhæver blandt andet de gamle bygninger, som man kender fra Kolonihavnen i Nuuk:
- Man har typisk placeret byerne på steder, hvor der har været gode anker- og landgangsforhold og læ for stormene. Det var ting, som havde stor betydning dengang. Derfor er havnen centrum i byerne i dag. Havnen er porten ind og ud af byen.
Prinsen: Du må godt blære dig!
Ifølge danske medier var det en meget veloplagt Prins Joachim, der overrakte prisen til Inge Bisgaard.
Under prisoverrækkelsen sagde prinsen til Inge Bisgaard, ”Du må godt blære dig”.
En opfordring, som prisvinderen vil overveje at efterleve:
- Det er jeg ikke så godt til. Men det kan godt være, at jeg en gang imellem vil gøre det.
Europa Nostra er en samlingsorganisation for bevaringsforeninger og kulturarvsorganisationer i over 40 lande i Europa.
I perioden 1990-2007 var Prins Henrik præsident for Europa Nostra, mens Prins Joachim er protektor for Prins Henriks Europa Nostra Pris.
Foto: Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Grønlands Nationalmuseum & Arkiv).