Rusland blacklister tre grønlændere
Tre grønlændere er kommet på Ruslands liste over personer, der ikke må rejse ind i landet.
Det oplyser Ruslands udenrigsministerium i en meddelelse fredag.
Indrejseforbuddet gælder også tre personer fra Færøerne, ni personer fra Island og 16 fra Norge.
Ifølge det russiske udenrigsministerium sker det, fordi landene har tilsluttet sig EU's sanktioner mod Rusland på grund af krigen i Ukraine.
Hvem personerne er, oplyses ikke, men der er tale om parlamentarikere, regeringsmedlemmer, repræsentanter fra erhvervslivet og den akademiske verden samt nogle offentlige personer:
- Som aktivt promoverer antirussiske retorik og deltager i at udforme og føre politik ud i livet, der er rettet mod vores land, lyder det i meddelelsen.
Ikke overraskende
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), siger til KNR, at hun ikke ved, hvem fra Grønland, som Rusland har skrevet på listen.
- Nej, vi aner intet om det, siger hun.
Vivian Motzfeldt er dog ikke overrasket over den russiske reaktion:
- Jeg tænker, vi har været med til at støtte vestens sanktioner mod Rusland. Derfor reagerer russerne nu for at modsige vores indblanding fra vestens side.
LÆS OGSÅ Ekspert om flere radarer: USA er utålmodig efter overvågning af Grønland
Er det noget, vi i Grønland skal være bekymret for?
- De nuværende forhold ude i verden er anstrengende og bekymrende. Selvfølgelig ønsker vi alle sammen, at billedet bør se anderledes ud. Nu modsiger russerne vestens sanktioner mod Rusland. Det, synes jeg ikke, er en stor overraskelse.
Amerikanerne vil også opsætte en ny radar i Grønland for at overvåge Rusland og Kina. Er dét noget, vi skal være bekymret for?
- Den sag er ikke behandlet endnu. Derfor synes jeg ikke, det er passende, hvis jeg udtaler mig den sag, siger Vivian Motzfeldt.