Rusland sender soldater til udbryderrepublikker i Østukraine
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har beordret landets forsvarsministerium til at sende soldater til udbryderrepublikkerne Lugansk og Donetsk i det østlige Ukraine.
Ifølge den russiske regering skal soldaterne på en fredsbevarende mission.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at Putin mandag har underskrevet to dekreter for at anerkende de to udbryderrepublikker som uafhængige.
Det er uklart, hvor stor en styrke Rusland vil sende til de to udbryderrepublikker. Det vides heller ikke, hvornår russiske soldater eventuelt vil krydse grænsen fra Lugansk og Donetsk til Østukraine, eller hvad deres præcise mission vil være.
Mødt af fordømmelse
Det russiske træk om at anerkende Lugansk og Donetsk er blevet mødt med fordømmelse fra store dele af den vestlige verden.
Både EU, USA og Storbritannien har varslet sanktioner mod Rusland som følge af beslutningen.
I en udtalelse mandag siger FN's generalsekretær, António Guterres, at Rusland har krænket Ukraines suverænitet.
LÆS OGSÅ Putin og Biden kan mødes om Ukraine-konflikten
Og det er en krigserklæring og starten på noget større fra russisk side, at Rusland anerkender to republikker i det østlige Ukraine som selvstændige. Det mener Anders Puck Nielsen, der er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.
- For mig at se ligner det her starten på en større krig, hvor målene er mere ambitiøse fra russisk side, siger han.
Køretøjer uden flag
Militæranalytikeren mener, at det på sigt ender med en stor krig i Ukraine.
En journalist fra nyhedsbureauet Reuters meldte natten til tirsdag at have set store kolonner af militærkøretøjer - inklusive kampvogne - i udkanten af Donetsk i det østlige Ukraine. Køretøjerne var tilsyneladende uden flag.
Anders Puck Nielsen giver ikke meget for betegnelsen "fredsbevarende" om de russiske soldater.
- Det er en krig, som Rusland selv har iscenesat. Der er ikke særlig meget, der tyder på, at Ukraine overhovedet var i gang med den offensiv, som russerne siger, at de var.
- Derfor er det meget svært at se, at styrkerne er fredsbevarende. Det ligner meget mere et påskud for at indsætte styrker på ukrainsk jord simpelthen, siger Anders Puck Nielsen.