Satte ild til seng og stak af: Kvinde idømt fem år i anstalt

Mandag blev en 25-årig kvinde idømt fem år i anstalt for brandstiftelse og forsøg på manddrab i Tasiilaq.
Mandag faldt der dom i en ankesag, hvor en 25-årig kvinde var tiltalt for brandstiftelse og forsøg på manddrab. Foto © : Simon Uldum
12. januar 2022 10:39

En 25-årig kvinde er blevet idømt fem år i anstalt for brandstiftelse og forsøg på manddrab.

Dommen faldt mandag i Grønlands Landsret.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Drabssager sætter gang i kriseberedskab i øst  

Sagen drejer sig om tre episoder i Tasiilaq i sommeren 2020.

Ved en af episoderne skulle kvinden have sat ild til en seng i et hus, hvor to andre personer lå og sov.

Hun forsøgte at slukke ilden med noget vand, men da det ikke lykkedes, flygtede hun fra stedet.

Ankede sagen 

Sermersooq Kredsret behandlede sagen i 1. instans den 23. august 2021.

Her blev kvinden dømt for vold, trusler og brandstiftelse, men blev i stedet for forsøg på manddrab dømt for at efterlade en person i hjælpeløs tilstand.

LÆS OGSÅ Grønlands Politi til unge: Del ikke nøgenbilleder af børn

Hun blev derfor idømt tre års anstaltsanbringelse.

Kvinden modtog kredsrettens dom for vold, trusler og brandstiftelse, men nedlagde påstand om frifindelse for forsøg på manddrab.

Anklagemyndigheden valgte dog at anke sagen til Grønlands Landsret.

Og mandag valgte Landsretten så at hæve straffen til fem år.

- Retten lagde vægt på, at der var tale om et groft forhold omkring vold i forening, grove trusler ved trussel med kniv samt en brandstiftelse og forsøg på manddrab, skriver politiet i pressemeddelelsen.