Seth Sethsen skal blive i fængsel

Livstidsfangen Seth Sethsen skal fortsat blive bag tremmer. Retten i Glostrup stadfæstede i dag, at han ikke kommer ud. Den 57-årige Sethsen, der har grønlandske aner, er dermed den indsatte i de danske fængsler i dag, der har siddet længst tid bag tremmer på en livstidsdom.
Skrevet af Karsten Sommer
26. juni 2012 08:59

Det var helt tilbage i 1985, at Seth Sethsen, under navnet Helge Seth Nielsen, skød og dræbte en taxichauffør i Albertslund med to skud. Året efter blev han dømt til fængsel på livstid.

Han har selv forklaret, at drabet var et uheld. Han ville begå røveri mod taxien, men kom i tumulten til at affyre de to skud.

Og han har flere gange i de senere år bedt om lov til at blive prøveløsladt. Men samtidig afvist at lade sig mentalundersøge. Han mener, at uanset hvad psykiaterne siger, så vil Kriminalforsorgen fortsat finde ham farlig.

I dag stadfæstede Retten i Glostrup så den afgørelse, som Kriminalforsorgen tidligere er kommet frem til.

- Det betyder, at han ikke kommer ud, siger hans advokat, Bjarne Fabech-Larsen.

- Jeg kunne bare godt tænke mig, at blive behandlet ligesom alle andre, sagde Seth Sethsen til Ritzau, da han i sidste uge var i retten for at overbevise dommeren om, at han var klar til at blive prøveløsladt efter 26 år bag tremmer.

Normalt sidder livstidsdømte nemlig i gennemsnit kun 16 år i fængsel, før de lukkes ud. Der kan dog være store udsving.

Den firedobbelt politimorder Palle Sørensen nåede således at sidde i næsten 33 år, før han blev sat fri.

Nu skal Seth Sethsen og hans advokat sammen diskutere, om de vil kære byrettens afvisning til landsretten.