Svensk mægler: SAS-aftale kan lande i dag
Der kan være en aftale mellem SAS og selskabets strejkende piloter på vej så tidligt som mandag, tror en af de svenske mæglere, Claes Stråth.
SAS sidder i forhandlinger med de af selskabets piloter, der har strejket siden 4. juli, i den svenske mæglingsinstitution i Stockholm. Her gik piloterne og SAS sent søndag aften hver til sit efter 33 timers forhandlinger i Stockholm.
En af de svenske mæglere, der er med i forhandlingerne, Claes Stråth, sagde søndag aften, at der søndag blev gjort fremskridt.
Da han efterfølgende talte med det svenske nyhedsbureau, TT, afviste han, at parterne gik fra hinanden igen, fordi forhandlingerne skulle være slået tilbage.
- Nej, det skulle jeg ikke mene, men der er mange store og komplekse spørgsmål, sagde han.
- Hvis viljen findes - og det ved jeg, at den gør - så kan det her løses i løbet af morgendagen (mandag, red.), men intet er klar, før det er klar.
Komplicerede forhandlinger
SAS forhandler med SAS Pilot Group, der repræsenterer piloter i forskellige fagforbund i Danmark, Sverige og Norge.
Piloternes seneste overenskomst udløb 1. april. Siden er det ikke lykkes parterne at nå til enighed om en ny.
LÆS OGSÅ Ekspert ser grund til håb om en hurtig aftale i SAS: Der behøver ikke at gå mange dage
Piloterne er blandt andet utilfredse med, at SAS efter coronaepidemien har sluppet sit greb, er begyndt at ansætte piloter i to datterselskaber, SAS Link og SAS Connect, fremfor de piloter, der blev opsagt i hovedselskabet, SAS Scandinavia, under corona-epimien.
LÆS OGSÅ Strejke i SAS: Apollo og familien fik aflyst fly midt i toldfri-området
Claes Stråth afviste at fortælle TT, hvor meget der udestår i forhandlingerne. Men han understreger, at det er en komplicerende faktor, at der er tale om forhandlinger med piloter fra tre forskellige lande med forskellige fagforbund.
Uværdig situation
Henrik Thyregod, der er formand for de danske piloter, siger ifølge NTB, at han forventer en afklaring i dag på, om der lander en aftale eller ej.
- Det her er uværdigt. Jeg synes, at det er uværdigt for SAS at være i strejke længere end det her. Det er uværdigt for passagererne og firmaet, siger han mandag morgen ifølge NTB.
- Jeg har arbejdet i firmaet i 32 år. Jeg elsker SAS. Jeg synes ikke, at det kan fortsætte sådan her.