Ungarn forbyder homoseksuelle par at adoptere og skriver køn ind i grundlov
Ungarn har vedtaget en lovpakke, der er rettet mod landets LGBT-personer - lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner.
Det er regeringens seneste tiltag for at værne om det, den betegner som landets "traditionelle" værdier.
I praksis vil loven gøre det umuligt for par af samme køn at adoptere børn. Adoption er forbeholdt gifte par, og i Ungarn er ægteskab kun tilladt mellem en mand og en kvinde.
En anden forfatningsændring lyder på, at et menneskes køn bliver bestemt ved fødslen og ikke kan ændres.
Ungarns parlament vedtog tirsdag lovpakken med stort flertal. Der kan gøres undtagelser fra de nye love, men det skal i så fald godkendes af Ungarns familieminister.
I forvejen havde parlamentet i maj vedtaget en lov, der forbyder transpersoner at ændre det køn, der står på deres fødselsattest.
David Vig, der er direktør for Amnesty International i Ungarn, kalder det "en sort dag for Ungarns LGBTQ-miljø og en sort dag for menneskerettighederne".
- Disse diskriminerende, homofobiske og transfobiske nye love, der er hastet igennem under dække af coronapandemien, er blot ungarske myndigheders seneste angreb på LGBTQ-personer, siger han.
Også EU har flere gange kritiseret Ungarn for love og regler, der går på tværs af EU's idealer om demokrati.