Vinderen af Avannaata Qimussersua græd af glæde: Jeg tænkte på barndommens slædeture
Følelserne vældede op i Anthon Street, da han i lørdags susede over målstregen som den første ved årets hundeslædemesterskab, Avannaata Qimussersua.
- Lige før, jeg nåede i mål som mester, tænkte jeg på mine oplevelser med slædeture som barn og på min familie, som altid har støttet mig, og jeg fik glædestårer af det, da jeg vandt, fortæller han.
Anthon Street kommer fra bygden Saattut, der ligger på en lille ø i Uummannaq fjorden.
Og her har der været dårlige betingelser for at træne op til løbet, for isen på fjorden kom sent, og derfor kom han først i gang i januar.
LÆS OGSÅ Anthon Street vandt Avannaata Qimussersua
De kommende mesterhunde blev trænet frem og tilbage hver dag på en meget kort strækning med slædespor.
Men Anthon er en erfaren kusk. Hans familie har altid haft hunde, og han har selv deltaget i mere end ti mesterskaber. Første gang var i 1999.
- Sommetider har jeg under træningen tænkt, at det er, som om jeg bare leger, og som om jeg bruger for mange kræfter på hundeslædeløb. Sommetider tvivler jeg, mens jeg træner, siger han.
Tukuma blev også mester
Anthon har dog aldrig tvivlet på sin hund Tukuma. Hun er den ældste tæve i hans spand og har altid været noget særligt.
På den allerførste tur med Tukuma som nybegynder, forstod han, at hun var specielt god som trækhund.
Da han dengang kom i mål, roste han Tukuma og sagde, at han ønskede at vinde det store løb, mens hun stadig kunne være med.
Og lørdag gik det ønske i opfyldelse:
- Da jeg kom til opløbet og tog føringen, kom jeg i tanker om, hvad jeg havde sagt. Ved Tukumas formodentlig sidste deltagelse i Avannaata Qimussersua blev mine ord til virkelighed. På den måde forstod jeg, at et stærkt ønske blev opfyldt, fortæller Anthon.
LÆS OGSÅ I dag skal over 300 slædehunde prøve at føre deres kuske til førstepladsen
Han havde svært ved at tro på sin sejr, da han endelig overhalede det førende spand og kunne skimte mesterskabet i horisonten.
Det var først, da familie og venner ringede og sagde tillykke, at det for alvor gik op for ham, at han havde vundet.
- Det er som om, det er en drøm, som om jeg ikke er der i virkeligheden. Sådan følte jeg det, siger Anthon og fortsætter:
- Det gik langsomt op for mig gennem de mange opringninger fra min familie og mange venner.
På snescooter gennem stormvejr
Vejen til pokalen har dog været lang og besværlig.
Sammen med 17 andre konkurrencedeltagere fra Uummannaq fjorden satte han den 14. marts kurs mod Qasigiannguit, hvor løbet foregik i år.
De rejste med snescootere med hundene i kasser og slæderne på slæb og måtte overnatte i en hytte på turen på halvøen Nuussuaq på grund af dårligt vejr.
Først dagen efter kunne de komme videre til Qeqertat.
- Vi nåede hytten ved ti-tiden om aftenen i frygtelig snestorm, hvor man intet kunne se og med fare for os alle. Heldigvis havde jeg 10 liter petroleum med, så vi fik varmen i hytten, mens der var stærk kulde udenfor, fortæller Anthon.
LÆS OGSÅ Video: Vinderen af Avannaata Qimussersuaaraa væltede undervejs og måtte skynde sig tilbage
Næste dag tog konkurrencedeltagerne af sted sent på eftermiddagen fra Qeqertat med båd og efter 16 timers sejlads nåede de frem til Qasigiannguit den 16. marts.
Da KNR mandag taler med Anthon Street, glæder han sig til at komme hjem til Saattut.
- Denne gang har jeg alle mine hunde med tilbage. Første gang, vi var her, mistede jeg en hund. Selvfølgelig er jeg stolt. Jeg har nemlig altid beundret vinderne, der fik titlen Avannaata Qimussersua, siger han.