Zelenskyj beder om én procent af Natos fly og kampvogne
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil have landets internationale partnere til at øge deres militære bidrag til Ukraine.
- Ukraine beder blot om én procent af Natos kampvogne og fly, siger han ifølge CNN.
Zelenskyj fortæller videre, at han under to samtaler med den polske præsident, Andrzej Duda, lørdag drøftede behovet for at styrke den fælles sikkerhed i Europa.
I samtalerne udtrykte Zelenskyj desuden beklagelse over, at Ukraine indtil videre har ventet i 31 dage på mere hjælp i form af militært materiel.
- Det rejser spørgsmålet om, præcist hvem der regerer den euro-atlantiske alliance. Er det stadig Moskva gennem intimidering?, spørger han.
I samme ombæring opfordrer han Ukraines partnere til at "samle og aktivere deres støtte" til Ukraine.
Europas sikkerhed og tryghed afhænger af denne støtte, mener Zelenskyj.
Polske jagerfly kan være på vej
Ukraine har modtaget store mængder våben fra Nato-landene for at kæmpe mod Ruslands invasion, men indtil videre ingen kampfly.
I begyndelsen af marts foreslog Polen at sende 28 jagerfly af typen MIG-29 til Ukraine via den amerikanske base Ramstein i Tyskland.
Men forslaget blev afvist af USA, som mente, at det var for risikabelt. Frygten fra USA's side var, at Rusland ville opfatte det som en eskalering af krigen.
Lørdag siger Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, dog i en skriftlig udtalelse til nyhedsbureauet AFP, at USA ikke længere er imod overdragelsen af de polske fly til Ukraine.
- USA har ingen indvendinger mod overdragelsen af fly. Så vidt vi kan konkludere, er bolden nu på den polske side. Vi vil se nærmere på denne sag under vores drøftelser med polske kolleger, udtaler Kuleba.
Ifølge tal fra statistikbanken Statista råder Nato-landene i 2022 tilsammen over 14.682 kampvogne og 16.295 militære luftfartøjer, herunder blandt andet kampfly og helikoptere.
Én procent af den samlede flåde vil svare til cirka 147 kampvogne og 163 luftfartøjer.