For mange smittede: Slut med salg af alkohol i Sisimiut
Salg af alkohol i butikker bliver stoppet i Sisimiut med øjeblikkelig virkning.
Dermed bliver det også umuligt at bestille en øl eller en gin og tonic på restauranten, baren, caféen og værtshuset.
Det meddeler Naalakkersuisut.
Forbuddet gælder til og med på mandag 16. august, og det gælder også de to bygder Sarfannguit og Itilleq.
Grunden er, at coronasituationen i landets næststørste by er løbet så løbsk, at borgmester Malik Berthelsen og kommunaldirektør Juliane Henningsen har sendt en ansøgt Naalakkersuisut om at lave et midlertidigt stop for salg af alkohol.
Der er lige nu 57 smittede i Qeqqata Kommunia Sisimiut – og det er et antal, der bare vokser dag for dag.
I alt er der 86 smittede i hele landet.
Ifølge landslæge Henrik L. Hansen er det især uvaccinerede unge, der sender smitten videre rundt i byen - og der er flere smittereder. Ifølge landslægeembedet skal man være særlig opmærksom på symptomer, hvis man har opholdt sig følgende steder:
- Alderdomshjemmet: En smittet har været på arbejde 2.-3. august.
- Pub Raja: En smittet arbejder eller har opholdt sig på pubben 31. juli fra klokken 02 til 05, 1. august fra midnat til 01.30, og 3. og 4. august.
- Værtshuset Starlight: Mindst fire er smittede, som arbejder eller har opholdt sig på værtshuset.
- Begravelse: En smittet deltog i kirken og efterfølgende kaffemik 3. august
- Vuggestue (stuen Sikkersoq): En smittet var i vuggestuen fredag 6. august.
- Taxa: Der er flere taxachauffører, der er blevet smittede.
- Royal Greenland: Smittede har været på arbejde 30. juli og 2. august.
- Efterfester: En smittet har deltaget i adskillige efterfester fra 31. juli - 5. august, hvor flere deltagere endnu ikke er identificeret
- Børnehaven Naja Aleqa: En smittet har løbende hentet barn.
- Døgninstitutionen Isikkivik: Her er der flere smittetilfælde.
Byen er underlagt stramme restriktioner.
Max 20 mennesker må være samlet på ét sted, og man skal have mundbind på på alle offentlige steder. Det vil sige i for eksempel butikker, på sygehuset på kommunen og i bus og taxa.
Og vil man på restaurant eller bar, skal man være færdigvaccineret eller vise en coronatest, der er max 48 timer gammel.
Sådan er reglerne frem til 24. august.
Det er ikke første gang, at der bliver lukket for salg af alkohol i Grønland.
Da coronaen kom til landet i marts sidste år, lukkede salget af alkohol også nogle steder. Forbuddet varede i 14 dage og gjaldt Nuuk, Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat.