Borgermøde i Nuuk: Få indflydelse på fremtidens sundhedsvæsen

Sundhedskommissionen inviterer til borgermøder om sundhedsvæsenet fremtiden 25.-26. oktober og 2. november.
Sundhedskommissionen vil i dialog med borgerne, så de kan skabe de bedste forudsætninger for det grønlandske sundhedsvæsen i fremtiden. Foto © : KNR
25. oktober 2022 13:36

I løbet af de næste otte dage kan grønlandske borgere være med til at få indflydelse på fremtidens sundhedsvæsen.

Mødesteder og datoer for borgermøderne

Qinngorput, AHL-skolen: 25 oktober kl. 19.00-21.00

Nuuk, forsamlingshuset: 26. oktober kl. 19.00-21.00

Nuussuaq, Illorput: 2. november kl. 19.00-21.00

Sundhedskommissionen inviterer nemlig til tre borgermøder i Nuuk.

Til møderne vil kommissionen lytte til og snakke med borgerne om sundhedsvæsenet.

Og det skal så danne grundlag for fremtidige politiske prioriteringer og beslutninger om, hvordan sundhedsvæsenet skal organiseres, og hvilke ydelser og services borgerne fremadrettet kan forvente på området.

Der er simultantolkning til alle tre møder.

Problemerne hober sig op

Sundhedsvæsenet er presset på alle fronter: Pengepungen er tom, og der er akut mangel på sundhedsansatte. Det betyder, at klagerne strømmer ind, mens partierne er uenige i sundhedsvæsenets fremtid.

LÆS OGSÅ Sundhedskommissionen: Sundvæsenet mangler 800 millioner kroner til renovering og nybyggeri

- Politikerne har taget det for givet, at vi ’altid er der’. Men på et tidspunkt går det ikke længere. Så viser det sig, at vi er overbebyrdede, der er uacceptable ventetider og der laves fejl, skrev Hans Christian Florian Sørensen, der er formand for Grønlands Lægeforening, til KNR den 24. oktober.

Og nu står både patienter i en situation, hvor der er flere dages ventetid på en tid til lægen og mere end 400 patienter på en venteliste, hvor der egentlig kun burde være 50.

Det ønsker partierne som hjælp til sundhedsvæsenet

Atassut: Danmark bør helt overtage ansvaret for sundhedsområdet i Grønland

Demokratiit: Mere udenlandsk sundhedspersonale til landet - vel at mærke ikke fra Danmark.

IA: Frit sygehusvalg i Danmark for grønlandske borgere, adgang til de danske kræftbehandlingspakker og et krav om, at staten betaler størstedelen af et grønlandsk patienthjem med placering i Jylland.

Naleraq: Danmark skal hjælpe sundhedsområdet i Grønland.

Siumut: Har ikke drøftet emnet om dansk hjælp til sundhedsområdet i Grønland.

LÆS OGSÅ Opråb: Grønland mangler 120 læger

Antallet af klager om sundhedsvæsenet er også næsten fordoblet på bare fem år.

Der har været 157 klager i perioden januar-september 2022. Til sammenligning var der blot 86 klager om sundhedsvæsenet i 2017.

LÆS OGSÅ Klager om sundhedsvæsenet strømmer ind: Antallet fordoblet på fem år

Om en uge er der valg til Folketinget, og derfor fylder debatten om sundhedsområdet meget i valgkampen herhjemme. 
Atassut mener, at problemerne i sundhedsvæsenet er for stor en mundfuld til Grønland.
Og derfor foreslår partiet også, at sundhedsvæsenet skal tilbage til Danmark.