Dagens coronatal: 213 nye smittede
Siden i fredags er der registreret 213 nye coronasmittede i hele landet.
Smittetallene er ikke blevet opdateret siden i fredags, fordi Landslægeembedets læger i de sidste to dage har prioriteret at stikke boostervaccine i armen på folk i Nuuk.
71 procent har fået det første stik.
67 procent har fået to stik.
Det er lige blevet muligt at få det tredje stik.
Ifølge Landslægeembedet er der fundet én ny smittet i Ilulissat, tre i Qasigiannguit, seks i Aasiaat, tre i Sisimiut, 197 i Nuuk, to i Tasiilaq og én i Ittoqqortoormiit.
I alt er der 307 smittede i hele landet. Tre er indlagt på sygehuset.
Smitten forstsætter med at stige i Nuuk
Den daglige fordeling af antal nye smittede siden torsdagens smittetal er:
Fredag 17. december: 25 nye smittede.
Lørdag 18. december: 27 nye smittede.
Søndag 19. december: 35 nye smittede.
Mandag 20. december: 56 nye smittede.
Tirsdag 21. december: 52 nye smittede.
Onsdag 22. december indtil klokken 12.00: 18 nye smittede.
LÆS OGSÅ Nuummiut om booster: Det er vigtigt - vi skal hjælpe hinanden
Smitten fortsætter med at stige i Nuuk. Der er også tiltagende sporadisk smitte flere steder i landet.
Derfor opfordres alle til at begrænse deres nærkontakter til så få som muligt, især hvis de har besøgende fra andre byer, bygder eller udlandet, meddeler Landslægeembedet.
Danmark har næsthøjste antal smittede under pandemien
Smittetallet i Grønland er – ligesom i store dele af verden – eksploderet i løbet af november og december.
I Danmark er det seneste døgn registreret 13.386 nye smittetilfælde med coronavirus. Det er det næsthøjeste antal smittetilfælde, der er registreret på et døgn under pandemien. Tirsdag var der 13.558 nye tilfælde, hvilket er det hidtil højeste.
Omikronvarianten er den dominerende og i vækst.
Endnu er der ikke fundet omikron i Grønland, men ifølge landslæge Henrik L. Hansen er det blot et spørgsmål om tid.
LÆS OGSÅ Siumut raser over helligdagslukket testcenter: Døren er åbnet på vid gab for corona
- Den har spredt sig omfattende i Danmark, den er i Island og den har de seneste dage spredt sig hurtigt på Færøerne. Den kommer også her til Grønland sammen med alle juleturisterne.
- Det er der ikke nogen som helst tvivl om, og den vil sprede sig lige så hurtigt her i Grønland, sagde han til KNR i søndags og bad indtrængende folk over 40 om at få det tredje boosterstik:
- Det er dét, der skal til, hvis man vil sikre sig imod at blive alvorlig syg af den smitte, der med usvigelig sikkerhed desværre vil sprede sig her i Grønland inden for meget kort tid, siger Henrik L. Hansen.