- Helt fint at ny fiskerilov er forsinket

Fiskernes interesseorganisationer klager ikke over, at den nye fiskerilov er forsinket. Tværtimod.
Den nye fiskerilov er forsinket - men det gør ikke noget, mener fiskernes organisationer. Foto © : KNR/Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Andreas Wille
28. december 2021 11:56

Forslag til en ny fiskerilov skulle have været klar til efteråret 2022.

Det var i hvert fald Naalakkersuisuts plan. Men sådan kommer det ikke til at gå - og deadline er nu rykket til foråret 2023. 

Grunden til det er - ifølge naalakkersuisoq for fiskeri Aqqaluaq B. Egede (IA) - at embedsværket skal have bedre tid:

- Selvstyrets jurister skal have god tid til at arbejde grundigt med den vigtige sag, der har store betydning for samfundsøkonomien, sagde han til KNR i sidste uge. 

Han vil også gerne have mere tid til dialog med fiskeriets organisationer.

Og det er KNAPK, som er den største af fiksernes organisationer, godt tilfreds med med. Fiskerne vil bruge tiden på at dykke ned i Fiskerikommissionens anbefalinger til den nye lov.

- Jeg synes, at udsættelsen er en god ting. Fiskerikommissionens betænkning er svær at forstå, fordi teksten er en oversættelse fra dansk til grønlandsk. Det er meget svært at forstå indholdet, siger formand for KNAPK, Nikkulaat Jeremiassen.

Færre fiskere i fremtiden

Ifølge formanden er organisationen selv i gang med at planlægge en tur rundt om på kysten for at forklare kommissionens anbefalinger til fiskerne. 

LÆS OGSÅ Fiskeriloven er forsinket igen

Fiskerikommissionen blev oprettet i marts 2019. I efteråret udgav den en betænkning til Naalakkersuisut efter mere end to års arbejde.

Betænkningen indeholder en række anbefalinger til en ny fiskerilov. Den skal være med til at modernisere fiskeriet og skabe et bæredygtigt fiskeri - og det skal blandt andet ske ved, at der skal være færre kystnære torske- og hellefiskfiskere. 

Og så skal hellefiskekvoterne fremover harmonere med Naturinstituttets anbefalinger, hvis det står til kommissionen. For hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil der ifølge Fiskerikommissionen være færre fisk at fange og dermed færre penge at fiske op til fiskerne i fremtiden.

Økonomisk Råd har anbefalet det samme i deres seneste rapport, der blev fremlagt i september.

SQAPK: I skal til Uummannaq og Upernavik

Heller ikke en anden organisation for de kystnære fiskere, SQAPK, er utilfredse med, at en ny fiskerilov igen er udskudt. 

Og direktøren er enig med Nikkulaat Jeremiassen i, at forsinkelsen er en god anledning til mere dialog med medlemmerne. 

- Jeg mener, at der er behov for, at flere folk rundt om landet bliver hørt, siger direktør Erik Lange.

Direktøren opfordrer Naalakkersuisut til selv at diskutere Fiskerikommissionens betænkning med fiskerne i Uummannaq og Upernavik.

LÆS OGSÅ Fiskerikommission anbefaler at trimme fiskerne: Der skal være nok til vores børn og børnebørn

- Uummannaq og Upernaviks forvaltningsområder er de to største områder inden for de kystnære hellefiskefiskeri, siger han.

Det er ikke første gang, at en ny firskerilov er forsinket. Den gældende lov er fra 1996, og den er blevet ændret mange gange siden da.

Inatsisartut førstebehandlede et forslag til en fiskerilov under efterårssamlingen i 2017. Men politikerne nåede kun at behandle forslaget én gang.

Forslaget var planlagt til at blive behandlet for anden og tredje gang under forårssamlingen i 2018. Samme år var der valg, men det nye Inatsisartut valgte ikke at arbejde videre med forslaget, som det gamle Inatsisartut havde fremlagt.