Naalakkersuisoq: Vi bør alle være glade for nye hellefiske-anbefalinger
En talrig årgang af hellefisk får smilet frem hos naalakkersuisoq for fangst og fiskeri Karl Tobiassen (S).
Det betyder nemlig, at Naturinstituttet har hævet den biologiske anbefaling for hellefiskefiskeri i 2023 og 2024 med 20 procent i Disko Bugten og Upernavik.
- Det er selvfølgelig glædeligt, at forskernes undersøgelser viser, at hellefiskefiskeriet i de to nævnte forvaltningsområder er begyndt at gå den rigtige vej. Vi bør alle sammen være glade for den udvikling, siger Karl Tobiassen.
LÆS OGSÅ Biologerne: Der kommer flere hellefisk i Disko Bugt og Upernavik
Men på trods af Naturinstittutets anbefalinger bliver der i forvejen fisket langt mere af delikatessen, end anbefalingerne tilskriver.
I 2021 blev der fanget lidt over 9000 tons hellefisk i Disko Bugten, knap 8.500 tons i Upernavik og omkring 9.600 tons i Uummannaq.
- Biologerne hæver anbefalingen fra 4.346 tons til 5.215 tons i Diskobugten.
- Ved Upernavik bliver den hævet fra 5.068 tons til 6.070 tons.
- Der bliver fanget langt flere hellefisk, end anbefalingerne tilskriver.
- Dette års samlede hellefiskekvoter for Disko Bugten alene er på over 9.000 tons. Det har Naalakkersuisut besluttet.
Store forhåbninger
Naalakkersuisoq for fiskeri vil på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvilken betydning Naturinstituttets anbefaling om 20 procent flere hellefisk konkret vil få for næste års kvoter:
- Vi kan først melde klart ud om kvoterne, når der har været høringer, og når vi har fundet ud af, hvor stor en andel, der er tilbage af kvoterne ved udgangen af sidste år, siger Karl Tobiassen.
Den store årgang af hellefisk, som har fået Naturinstituttet til at anbefale at hæve kvoterne, kan også få en positiv virkning på det fremtidige kvotefastsættelser, siger naalakkersuisoq for fiskeri:
- Vi har lige fået en ny stor undersøgelsesskib - Tarajoq - og vi har store forhåbninger til skibet, som vil udvide vores viden og data. Det vil ikke mindst komme til at påvirke den måde, vi sætter kvoter på, siger han.
Opfisket inden året er omme
Og på nuværende tidspunkt går hellefiskefiskeriet rigtig godt.
Det går så godt, at dette års kvote kan blive opfisket, inden året er omme.
LÆS OGSÅ Fiskerorganisationer om øgede kvoter: Et skridt i den rigtige retning
- Vi har allerede flyttet kvoterne fra slutningen af dette år, da vi fandt ud af, at kvoten for andet kvartal i år bliver opfisket inden kvartalsslutningen. Og de ikke opfiskede kvoter for sidste år vil blive flyttet til den sidste halvdel af dette år, siger Karl Tobiassen og fortsætter:
- Vi vil finde ud af hvor meget, det drejer sig om, når beregningen af den samlede fangst er færdig i slutningen af juli. De ikke opfiskede kvoter vil blive brugt som buffer i efteråret.
Han mener, at et fiskeri med gode resultater er vigtigere end bæredygtigt fiskeri.
- Vi kan ikke begrænse fiskeriet bare for at undgå, at kvoten bliver overskredet. Fiskerne selv må bestemme, hvordan de vil udføre deres fiskeri, siger han.