Peter Olsen lover: Der bliver styr på økonomien i Campus Kujalleq

Naalakkersuisoq Peter Olsen overlevede mistillid i Inatsisartut. Et døgn senere lover han samarbejde og undersøgelse.
Campus Kujalleq i Qaqortoq. Foto © : Google Streetview
Skrevet af Christine Hyldal
17. november 2022 09:43

- Revisionsudvalget opfordring til et samarbejde mellem Naalakkersuisut og Campus Kujalleq tager jeg seriøst. Derfor vil jeg hurtigst muligt kontakte bestyrelsen med henblik på at igangsætte et dialog således, at situationen ikke gentages i fremtiden.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra naalakkersuisoq Peter Olsen (IA), efter han sent onsdag aften overlevede en mistillidserklæring fra oppositionen. 

Oppositionen mener nemlig, at Peter Olsen er ansvarlig for, at der er brugt alt for mange penge på Campus Kujalleq i Qaqortoq. Der er tale om en budgetoverskridelse på 8,5 millioner kroner i de sidste to år. 

Skærpet kritik

Ifølge en betænkning, som Revisionsudvalget har lavet, er budgetoverskridelsen så alvorlig, at Revisionsudvalget har udtalt en en såkaldt skærpet kritik af den manglende økonomiske styring af Campus Kujalleq. 

Peter Olsen er som naalakkersuisoq for uddannelse den øverst politisk ansvarlige for forbruget af offenlige kroner på uddannelsesinstitutionen.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq efter mistillid: Sagen er alvorlig

Nu lover Peter Olsen altså, at der bliver strammet op på samarbejdet med campus.

- Jeg anerkender Revisionsudvalgets opfordring om at samarbejde med skolen om, hvordan vi sammen kan styre regnskabet, lyder det fra Peter Olsen.

- En grundig undersøgelse af forholdene er det næste. 

- Det er vigtigt, at vi fremover følger Campus Kujalleqs økonomi tæt, og det skal ske i et tæt samarbejde med skolen og skolens bestyrelse.

Ville ikke interviewes i går

Hele dagen i går forsøgte KNR at få et interview med Peter Olsen - uden held. I dag forsøger vi igen.

Alene sidste år blev budgettet på Campus Kujalleq overskredet med 27 procent. I 2020 lød overskridelsen på 23 procent.
Grunden til, at økonomien er skredet i 2021, er lønstigninger til ansatte på GUX. Det er sket på grund af nye overenskomster.

LÆS OGSÅ Oppositionen stiller mistillid til Peter Olsen – koalitionen afværger

Derudover har der været ekstra omkostninger på bygninger og forbedring af brandsikkerheden, fremgår det af en ledelsesberetning for 2020.


 

Foto © : Johannes Olsen/KNR

Grafik: Johannes Olsen/KNR