Tusass: Fejl er rettet, og du kan ringe ud af Grønland igen
I går kunne vi ikke ringe ud af landet. Det skyldtes et kabelbrud i Nordamerika, som lukkede Grønlands telefonforbindelser til udlandet.
Det er rettet nu.
- Tusass tekniske team har knoklet, og i Nordamerika er fiberen nu repareret, så der klarmeldes nu og gives grønt lys til trafik ind og ud af Grønland igen, siger Julie Rademacher, der kommunikationschef i Tusass.
Fejlen blev rettet lidt før klokken 22 i aftes.
Søkabel bliver også repareret
Uheldigvis faldt det sammen med, at der blev foretaget reparation af søkablet syd for Nuuk på grund af en strømfejl. Det startede 19. august. Det er den søkabelforbindelse, der går mod Island og videre til Europa og Danmark.
LÆS OGSÅ Tusass: Forstyrret forbindelser i hele landet
- Det vil sige, at vores forbindelse afhænger rigtig meget af det andet ben, som går mod Nordamerika, siger Julie Rademacher.
- Hele infrastrukturen kan være mere udsat i Grønland, fordi det er en kæmpestor ø midt i Atlanterhavet.
Under nedbruddet i går var det stadig muligt at ringe internt i Grønland.
Danske tv-kanaler virkede dog ikke, og forbindelserne til og fra Tasiilaq og Ittoqqortoormiit var også ustabile. Det gjaldt både telefonopkald, mobildata og internetforbindelser